Kom og vær med til en oplevelse med handel og hygge for hele familien i Skive Anlæg den 18. juni kl. 13-17 - med gratis entré.
Et af jubilæumsårets store fyrtårnsarrangementer - støttet af Sparekassen Balling.Træd ind i historien, når Skive Anlæg og området ved Skive Museum forvandles til et levende handelscentrum fra gamle dage. Her kan du opleve, hvordan livet udspillede sig på købstadens travle torv, når handlende fra oplandet mødtes for at sælge deres varer - i en version fortolket af børn, foreninger og virksomheder.Markedsdagen er skabt i tæt samarbejde med kommunens skoler, hvor mere end 2.000 børn giver deres helt egen fortolkning af Skiveegnens historie.Glæd dig til et marked fyldt med boder og indslag, hvor skolebørn viser deres flotte projekter frem. Lokale foreninger, middelalderentusiaster og kulturinstitutioner fylder markedspladsen med shows, musik, levendegørelse og fortællinger. Og lokale erhvervsdrivende tager den historiske kasket på og byder på håndværk, lokale specialiteter og andre traditioner.
De står bag
Det historiske marked er skabt af Ungdomsskolen-Skive i samarbejde med Kultur & Fritid, Skole- og Dagtilbud og Museum Salling - med indslag og aktiviteter af en række foreninger og institutioner, heriblandt Skive Musikskole og Skive Bibliotek.